Få en ny ringetone

….valget faldt på dette billede, da jeg lige umiddelbart synes, at der var lidt nytårs-tale-vibrationer over det! 

Min første dag i 2018 startede med en solid nr. 27 nede fra Tutto Bello. Alle tankerne om vægttab og om at blive politisk aktiv gjorde mig sulten. For fjerde år i træk er alt, hvad der kunne minde om kål og suppekur udskudt med fuld overlæg uden at rynke fortvivlet af mig selv i spejlet.

Jeg har lige set en video, hvor jeg selv er med på Instagram på min venindes profil, og jeg må bare sige… at jeg er tilfreds. Og det håber jeg er okay at melde ud i 2018. Jeg håber, at det vil blive mere naturligt at give sig selv et kompliment på vejen og vigtigst af alt tale højt om det. De der negative-briller nede fra Tiger, som halvdelen af Danmarksbefolkningen har iført sig, håber jeg bliver kørt på losseren med juletræet lige om lidt. Jeg håber, at 2018 bliver året, hvor folk melder en: “Jeg er hammer hot lige her” eller “Nej, nu tager jeg sgu de røde bukser på – de kan noget”. Jeg håber, at folk vil fortælle om, hvad de kan i stedet for, hvad de tvivler på.

Mit januar skal være fuld af eventyr og spontanitet. Jeg har nemlig stadig ferie fra studiet. Jeg rejser om en lille uges tid til Los Angeles, hvor jeg skal bo hos min veninde Natascha, som bor ved vandet i Malibu. Jeg glæder mig enormt meget. Hun er en passioneret ung kvinde, der følger hendes drømme og dyrker yoga. Natascha var i København i sidste uge, og jeg kan mærke, at vi kommer til at få det fantastisk sammen. Og så er jeg enormt taknemlig for at hun vil åbne hendes døre for mig.

Nytårsaften havde jeg simpelthen iført mig en buksedragt. Jeg er ellers normalt den første til at springe i en sort kjole. Til højre, Natascha fra LA til middag på The Market. 

Jeg vil sætte mig selv nogle konkrete mål for 2018, og jeg håber inderligt, at jeg i år kommer til at møde et eller flere mennesker, som kan lede mig endnu tættere på mig selv. Jeg oplever meget, at jeg lærer mig selv bedre at kende gennem andre mennesker, som jeg finder inspirerende og tænker anderledes, end jeg selv gør. Jeg tror, at det er godt at møde mennesker, som man kan se lidt op til.

Jeg satser på et 2018, hvor materialismen må sejle sin egen sø. Jeg vil selv bruge mere tid på at dygtiggøre mig inden for særlige områder. Jeg håber på at blive bedre til at sidde ned i længere tid og skrive uden at lade mig rive med af ting, der sker på telefonen, på gaden eller i mit eget sind

I år vil jeg klæde mig i flere farver, sige TAK noget mere og synge med på sange, som jeg alligevel ikke helt kender teksten på, bare fordi det er sjovt.

Til venstre Oprah Winfrey og jeg. Oprah havde lige været til ansigtsbehandling, og jeg var høj på Picasso efter et besøg på Moma. Her står vi så midt i en “dejligt-at-møde-dig-dans” på The Baccarat.

Glem din dårlige samvittighed fra sidste år, få en sjov ringetone og husk på, hvem der fylder dig med energi, når dagen er omme. Lad vær med at tal bag nogens ryg og vær klar på en diskussion med åbent sind og et smil. Gå altid efter at vinde og fortæl aldrig, når du har tabt.

2017 var jo året, hvor jeg helt tilfældigt mødte mit store idol Oprah Winfrey på The Baccarat Hotel i New York. Og hun siger noget klogt, som jeg stadig i år og altid vil minde mig selv om: ”Surrond yourself with people who are going to lift you higher”.

Og med de ord, rigtig godt nytår!

Dagdrømmeri på en tirsdag

Klokken er 22.57, og jeg ligger pt. i en kompliceret ske med min pensumliste fra faget “Personaleledelse”. Et fag som jeg skal til en skriftlig eksamen i om sådan cirkus tolv timer. Jeg har overladt musikstyringen til Spotify. Lige nu bliver der kørt Chaka Kahn for fulde gardiner, og jeg nikker med og venter i spænding på, at der bliver spillet “I’m eeeeeeevery womaaaaan”. Så venter jeg også lige på, at der tikker en mail ind med følgende indhold: “Vi vil gerne udgive din bog og oversætte den til 56 sprog”. Bogen jeg ikke har skrevet endnu, og bogen som jeg aldrig føler, at jeg har tid til at skrive. Desværre, vil min indre forfatter-nisse gerne ud af juleskuffen, kan jeg mærke. Tiden er dog knap i denne universitets-fomo-periode af mit liv. 

Jeg dagdrømmer meget for tiden. Jeg drømmer både om at købe et sommerhus i Sverige og male det solsikke-gult. Jeg vil have et sommerhus, som jeg kan tage op i hver weekend. Et sommerhus hvor jeg kan skrive, lære at lave mad og have sådan en kæmpe have, som man kan rode rundt i. En have hvor ukrudt, modsat mine forældres, også er velkommen – og det der gror vildt, bare er vildt fedt. Et sommerhus fyldt med gamle gode venner, og hvor vi sidder i en arvet strik og diskuterer livsvisioner og spekulationer, mens vi drikker bourgogne fra Irma’en nede på Nodre Fasanvej.

Så drømmer jeg også om, at producere en Podcast, under navnet “Opvarmningen”. Sådan en podcast der dækker dialogen mellem venner og bekendte inden, at man sammen drager ud i natten. Har du bemærket, hvor dybe emner, der bliver vendt og drejet i timerne inden, at man tager ud og lader dansegulvet hypnotisere en?

Samtalerne over bordet inden at man skal videre ud i byen, synes jeg selv er enormt vigtige og interesante. Særligt fordi, at folk pludselig bliver enormt ærlige og fortæller detaljeret om noget, der har eller går dem på. Så er der naturligvis også hele det sjove aspekt ved denne slags samtaler: “Nooogen der liiige sætter Rasmus Se-DAK på”, og 2 sekunder efter står halvdelen af bordet og laver robotdansen i sofaen fra IKEA... I kender det selv. Det ene sekund snakker man om noget så seriøst som investeringer, forsikringer, bandekrig på Nørrebro eller identitskriser. Det andet tidspunkt snakker man om den gennemsigtige skjorte er bedre end den nedringede top, eller om det er en god idé at blande hvidvin og breezer i frygten for hovedpine dagen derpå.

Nok om mit dagdrømmeri. 98 % af mine dagdrømme ser aldrig skyggen af virkelighed. Så langt er livet jo heller ikke til at få udrettet dem alle.

Drømmen om det gule sommerhus og en radio, der spiller uddrag fra en sådan podcast ved navn “opvarmning”, lyder da ikke helt urealistisk vel?

Godnat fra mig – may the force be with me i morgen til eksamen.

Min garderobe inspiration

Jeg er ikke førende inden for trends og tendenser, men jeg er nem til inspiration. Jeg sagtens finde på at iføre mig en knald rød jakke på en tirsdag eller tage en strudspels på i byen uden at tøve. Jeg kan bruge timer med et magasin i favnen. Særligt modeserierne bruger jeg en del tid på. Jeg kigger sjældent efter mærke eller pris. Jeg er i mine senere år begyndt at gå enormt meget op i kvalitet og står altid og fumler med de hvide lapper, der beskriver materialet inden under tøjet. Jeg får min inspiration fra magasiner, gennem film og af særlige kvinder med karakter. Kvinder, som jeg bare ved matcher det, som jeg selv synes, er pænt. Leighton Meester som Blair Walrdof i Gossip Girl
Jeg har altid forgudet skoleuniformen, og jeg ville ønske, at jeg som i Frankrig havde været tvunget i samme sæt hver dag ti år i træk. På den måde ville jeg kunne gøre meget mere ud af smykker, hår og sko. I Gossip Girl klæder Leighton sig i hendes smukke uniformer, som hun selv tilfører alt i form af diverse associeres – og ikke mindst den beslutsomme attitude. Nederdele med mønstrer og farvede hårbånd – det er lige mig. Og så elsker jeg, at stylisten til Leighton aldrig har været bange for at kombinere alle farver. Jeg synes, at kvinder i farver har et stærkere udtryk.

Brigitte Macron – den franske præsidents kone (og tidligere dramalærer på gym, hihi)
Jeg tager hatten af for Birgitte Macron. Hun er det, man i mine øjne kalder for en ægte fransk madame. Hun klæder sig med personlighed, men er alligevel ikke bleg for at tage del i en tendens på trods af, at hun ikke længere er den yngste på podiet. Jeg er vild med hendes brug af bukser og måden, hvorpå hun sørger for at holde det hele vildt men i en klassisk forstand. Desuden har jeg bemærket, at hun tit klæder sig i farverne fra det franske flag. De er også flotte. Se hende lige – og så altid i stilletter. Hun er sej!

Adèle Exarchopoulos – Fransk skuespillerinde
Jeg kan godt lide Adèle’s stil, da det er en yderst “tilgængelig” stil. Hun klæder sig på den der geniale måde, hvor man bare kan tage et par stilletter på og springe direkte i byen fra kontoret. Flotte jakker med kraver, hvide skjorter og nederdele i læder eller ruskind, det er bare toppen. Desuden er jeg vild med de evig mørkerøde negle og et tilpas tilfældigt hår. Det skal være nemt, og Adèle får det i hvert fald til at virke nemt at style sig efter.


Mary Donaldson – Kronprinsse
Mary gør et kæmpe stykke arbejde både nationalt og internationalt. Jeg har fulgt hendes arbejde med Mary Fonden på sidelinjen, og de projekter som de støtter det seneste år.
Mary har siden den første kontakt med den danske presse været meget klar i hendes stil. Hun klæder sig i tøj, som hun kan skabe en bestemt stemning med. Jeg ved, at hun får skræddersyet en del af hendes tøj, men hun er også enormt god til at klæde sig i dansk design. En ting som jeg særligt godt kan lide ved hendes stil, er, at hun lader detaljen styre synet. Det kan som på billedet være en skjorte med store fryns, eller det kan være en blazer med store tern, der bryder det ellers enkelte look. Og så er det endnu engang ellers også bare på med stilletterne og store perler i ørerne. Og her må håret godt været friseret. Jeg har i hvert fald aldrig set Mary med et “tilfældigt” morning-sundays-I-woke-up-like-this-look!

Kristin Davis – som du jo helt sikkert kender som Charlotte i Sex and the city
Hun er i Sex and The City som taget ud fra et Ralph Lauren katalog, men i virkeligheden er hun slet ikke så rosa-lyserød. Hun tropper gerne op i læderbukser og med spaghetti-strop-top og vilde smykker. Jeg kan godt lide, at hun klæder sig så figurnært. Taljen bliver oftest fremhævet og halspartiet vist frem – og det skal man ikke være bange for. Det er med at bruge sine formuer i sin stil og sit udtryk.

Min inspiration bliver naturligvis også dagligt hentet gennem Instagram. Må tage hatten af for en del af mine veninder, de har skam en god og gennemført stil. Og her inden for den seneste periode er et par af dem sågar selv begyndt at sy og skabe itemes til gardaroben. Respekt! Jeg er ved at hækle en kappe – mere om den senere….

På date med mig selv

Jeg vil skyde hende til at være 3,5 år. Hun kigger på mig med trætte øjne gennem caféens store vindue ud til gaden. Det er fredag eftermiddag, og folk er på vej hjem. Hun har nok haft en lang dag i børnehaven. Hun drømmer nok om at få flyverdragten af og få lidt fred for alt opmærksomheden bag hendes iPad. Det er hårdt at være på hele tiden og skulle lege med alle uden at blive uvenner over en skovl i sandkassen.

6A kommer kørende ned af Vesterbrogade. Jeg vinker til hende. Hun ser lidt skræmt ud. Jeg vinker altid til børn, jeg synes det er så hyggeligt. De er jo så ligeglade og åbne. Bussen stopper og faren træder ind. Hun giver slip med den ene hånd fra hans hals og vinker tilbage med et alvorligt smil.

Jeg havde sat mit ur til kl. 5.00 i morges. Jeg var overbevist om, at jeg skulle fremlægge til en morgenforelæsning på CBS, og jeg havde simpelthen ikke forberedt mig ordentlig nok aftenen forinden. Jeg læser et fag, der hedder The Science of Mindfulness – og der er en masse biologi og teori involveret, som ikke giver tilpas nok mening til, at man bare kan freestyle derud afOg selvom at man ikke har mødepligt, så går jeg og bilder mig selv ind, at vores lektorer nok skal notere sig i, om man har fremlagt ordentligt eller ej med et godt stykke forarbejde.

Kl. 5.06 fik jeg jeg lavet et nydeligt rullefald udover sengekanten og sat over til kaffe. Jeg så solen stå op over Nodre Fasanvej, mens jeg med halv fedtede læsebriller fik kæmpet mig igennem syv PDF’filer på rekordtid og smækket en PowerPoint sammen. Jeg hoppede derefter i en lidt for kort nederdel og iførte mig en lidt for stor trøje. Håret fik ingen opmærksomhed og læberne blev i farten malet røde. Læbestift er altid godt, hvis man har travlt. Folk må da forbinde kvinder med læbestift med overskud… det går jeg i hvert fald også og bilder mig selv ind.

“Isabella, why are you so busy your on next week”, lød det fra min lektor. Tak for kaffe. Er det skjult kamera, tænkte jeg. Når… så sad jeg der lidt rundtosset og skulle i gang med vores morgenmeditation. ”Inhale, exhale and count your breathing”, lød det fra min lektor som med snor-rank ryg sad foran os. Når vi mediterer, så bruger vi en del tid på at lytte til lyde omkring os. Det kan faktisk være utrolig afslappende at lytte til lyde med lukkede øjnene. Det er en nem måde at slukke sit eget tankespind på for en stund. Og alle mennesker har tid til at indføre 10 minutters meditation om dagen. Gør man det ordentligt, kan det faktisk føles som at have fået en god time på øjet, og ens mindset føles “renset” efterfølgende.

Efter forelæsningen cyklede jeg ned mod Store Kongensgade, hvor jeg skulle hente en pakke. Jeg besøgte derefter Susanne Juul’s hatteforretning. Hun laver selv hendes hatte og har primært udenlandske kunder, kunne jeg forstå. Hendes designs er stilfulde og tidsløse. ”Den her spiller sørme”, tænkte jeg med en stor rund jagthat på hovedet i uld. Og nu hvor jeg ikke har efterårsferie, så tænkte jeg at en “overskuds-hat” da måtte være sagen.  Jeg ved, at jeg bliver glad for den. Jeg er en rigtig hattedame.

Nu drikker jeg kaffe efter en god frokost og nyder mit eget selskab. Jeg har ikke svaret på nogle mails eller taget stilling til noget revolutionerende. Jo, så skulle det da lige være, om det var en god idé med den hat eller ej.

Men ved I hvad, nogle gange skal man lytte til sine impulser, cykle en anden vej end man plejer og tage på café med sig selv. Det er vigtigt at være god og tro mod sig selv, og hallo, så skal man også huske at sætte sin hat, som man vil!

Kvinde du er selv skyld i din løn er lavere end mænds

Det er i virkeligheden sjældent, at jeg starter debatten ”løn”, når jeg sidder i selskab med venner og familie. Det er måske heller ikke det mest morsomme og livsbekræftende at indlede forretten med: ”Og i øvrigt, så skal vi snakke ligelønslov til desserten, så gem lige lidt plads i maven, ha!”. Jeg føler lidt, at det er en debat, der bliver gemt lidt væk under det marokkanske køkkentæppe. Primært fordi, at det er en debat, som kan være enorm svær at gribe an som kvinde uden, at den sorte Wolford strømpe forveksles med en knæhøj rødstrømpe i gedeuld. Jeg føler personligt, at man hurtigt kan blive opfattet enorm feministisk, når man tager debatten op – og det ønsker jeg ikke.

Jeg er dødtræt af at høre folk, der søger bevisførelse i biologiske analyser og teorier, for at retfærdigøre forskellene på mænd og kvinder i arbejdsregi. Jeg er helt med på, at der fra naturens side er forskel på mænd og kvinder og måden, hvorpå vi agerer og håndterer situationer. Når alt kommer til alt, så skal vi alle levere et stykke arbejde, som også kan være ens, på trods af, at der er hos den ene part kan være to lidt større bryster under den lyseblå skjorte.

Ser vi på mænd og kvinder med samme uddannelsesniveau, tjener manden i gennemsnit 100 kroner mens kvinden tjener 80 kroner. Nu får jeg da snart åndenød her på læsesal – det er faktisk for galt. Sammenligningen har man draget på lønindkomst for 40-årige fuldtidsarbejderne mænd og kvinder i marts 2015 opdelt på uddannelsesniveau. (Arbejderbevægelses Erhvervsråd). Denne markant forskel har stort set ikke ændret sig de sidste ti år.

Jeg synes, at det er på tide at flere kvinder i min generation får rejst sig fra kontorstolen, hevet ned i Benneton-nederdelen og ranket op. Vi skal forberede os selv på en tid, hvor vi selv skal tage tilløb til at få mere i løn.

Jeg tror grundlæggende, at mænd får mere i løn end kvinder i Danmark fordi, at de har balls. Forstå mig ret. De tør mere end os. De er ikke bange for, hvorvidt de er berettiget den lønstigning eller ej. De kaster sig ud i samtalen og får forhandlet sig frem til noget realistisk, uden at ryste i bukserne og føle hang til det trygge og vante. Desuden har jeg bemærket, at mænd generelt er gode til at have belæg for alting og ikke har samme behov for andres mening på samme måde, som vi kvinder har.

Ser vi på kønsteorien, så er køn noget, der skabes i sociale sammenhænge, en social og historisk konstruktion. Kønsteorien anerkender, at der naturligvis er forskel på mænd og kvinder. Det interessante er her dog, at den ikke mener at disse adfærdsforskelle er biologiske, men derimod udspringer af opdragelsen og socialisering.

Kvinder skal være bedre til at præsentere deres kvalifikationer og dygtiggøre sig endnu mere i de områder, hvor de føler sig særligt kompetente. Socialisering er her også enorm vigtig efter min mening. Vi skal som kvinder, der gerne vil have mere i løn eller søge lederstillinger omgås folk, som også har ambitioner og tager deres karriere seriøst. Folk der nærmest lader deres karriere blive en del af deres identitet.

… og hvordan kan vi så bevæge os væk fra de kønsskæve lønforhandlinger Isa? Tænker du måske.

Vi som kvinder må erkende, at det til en hvis grad er vores egen skyld. I’m sorry, men det er det altså. Vi er i hvert fald de eneste, der kan lave om på det. Vi skal søge stillinger, hvor det er vores kompetencer, der er i spil og kan blive brugt, set, anerkendt og udviklet. Det sociale miljø, beliggenhed eller firmanavnet skal derfor måske ikke være alfa omega, hvis det altså skal være lønnen, som skal være det, der rykker. Find et job, hvor du bliver anerkendt i din stilling. Anerkendelse er værdifuldt og kan koste dig en lønstigning. Raise yourself woman! 

    defaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefault