En morgenstund

Det er næsten utænkeligt, at jeg vågner før duen, der fem dage om ugen sætter sig foran mit soveværelsesvindue og udfolder sig, som var den castet til The Sound Of Music. Man vender sig til det, og nogle gange bilder jeg også mig selv ind, at det er lidt hyggeligt. Jeg lever trods alt med mig selv, så kan det føles som om, at man er to, der ”embracer” dagen sammen med morgenhår på programmet.

I dag er det den sidste læse-dag inden sommerferie. Udover at være kamp klar til at være hjemme efter solopgang, drikke drinks i stride strømme og være rigtig irriterende filosofisk, (for det har man jo pludselig plads til at være oppe i hjernen), så glæder jeg mig utrolig meget til at se alle de venner, som man ikke ser til hverdag.

I kender det nok fra jeres eget liv? Der er altid lige de fem venner rundt om hjørnet, som altid er friske på noget spontant og chill. Så er der de andre, som man lige skal have planlagt og tilrettelagt med før, at man ses grundet stramme skemaer tilkommende kærester, et nyt yogamedlemskab som ikke skal gå til spilde – and U name it!

Klokken er blevet 6:30, og jeg skal være til crossfit om en time. Jeg træner nede i kirken på Nørrebro. Jeg får mange vanvittige idéer, når jeg har travlt. Måske dette egentlig ikke var en idé men mere en åbenbaring. Det er gået op for mig, at man ikke taber sig af mindfulness og saunagus – selvom det kan give sved på panden, så rasler kiloene bare ikke med ned i faldet. Jeg har dyrket begge dele det seneste år med stor livs-fornøjelse på Kurhotel Skodsborg. Stilen er ganske anderledes i Kirken på Nørrebro. Der lugter… af sved, og her er kalk på fingrene er en realitet, når der skal udføres dødsløft. Jeg er blevet ganske vild med det. Folk kommer for at blive stærke og trænet – og jeg kommer af samme årsag. Og så spiller de hjernedødt musik. Jeg havde helt glemt Red Hot Chili Peppers fandtes.

Nu har jeg trænet der i en måned. Vægten er pt. den samme, men som min tyske læse-makker siger til mig, når hun tager mig på fast gerning i kantinen ”Get fit in the gym – lose weight in the kitchen Isaaaaaa”, mens hun nærmest kaster bananerne efter mig, så må jeg erkende, at jeg er meget chokolade-glad. Det er nok nærmere køkkendelen, som jeg skal begynde at arbejde på, nu hvor der er styr på træningen. Og så skal der trappes seriøst ned på mælkesnitter og kaffe latte. Jeg bliver bare aldrig hende, der køber kål, som skal steges på panden…

Jeg må afsted.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *