Langt væk fra Kgs. Nytorv

Når min bedstemor foreslår, om jeg vil rejse med hende, så siger jeg altid ja uden at tøve et sekund. Hun er simpelthen min favorit rejsekammerat, og så deler vi også samme passion for fransk kultur og sproget. Det er i hvert fald hendes skyld, at jeg faldt i creme brulé gryden som barn og nok aldrig kom rigtig op igen.

I dag gik turen videre fra Côte D’Azur til Alperne. For at være helt specifik var destinationen: Péone.

Vi er taget til Péone for at besøge hendes venner, som bor langt væk fra Cannes spotlight, rigdom og Ferrari-os. Det er er fantastisk, at køre i Alperne, når man naturligvis ikke selv både skal styre bilrattet og musikanlægget. Vi ankom efter to timers op-og ned kørsel til det mest autentiske stenhus. Havde mit hår været i to fletninger, så ville jeg kunne indspille det perfekte self-tape til en: “Det lille hus på prærien casting”… Det blev til en boomerang på Instagram i stedet.

skaermbillede-2017-07-20-kl-23-33-59 Nu sidder jeg så her i min seng på et bjerg. Her er så stille og utrolig mørkt. Jeg har ikke skænket mit liv i derhjemme en eneste tanke i dag.

Det er vidunderligt at komme væk fra bylivet. Jeg mistænker pt. mig selv for at have været en bjergged i mit forrige liv. Jeg føler mig sørme hjemme her. Og tanken om Kgs. Nytorv og et metrostop gør mig helt rundtosset. Nu skal jeg ikke lyde alt for frelst, men jeg tror altså, det er sundt for vores sjæl og krop at komme væk fra det vante og se på noget natur og høre dyrelyde i det fjerne. Det får den indre harpe til at spille.

Inden jeg gik i seng, fik jeg fortalt, at jeg ikke skulle blive forskrækket, hvis en ulv ville stå ved vinduet ind til mit værelse i nat. Mooooon dieu, tænkte jeg – mens jeg meget høfligt viftede lidt med mine arme, som om det ikke ville skræmme mig det mindste.

Jeg nyder at være sammen med den ældre generation. Vi kan lære meget af vores bedsteforældre. De kommer fra en tid, der naturligvis gør, at de tænker anderledes. Jeg elsker at lytte over bordet, når der bliver diskuteret og grint. De er omhyggelige og meget præcise, når de forklarer og fortæller. De overdriver ikke, og så lytter de med åbne øjne og ører. Vigtigst af alt tager de sig tid.

I morgen skal skoene pudses, da den står på vandring og tankning af Alpernes oxygen. Og selvom jeg er den unge puls i rækken, så ender jeg nu nok, som den bagerste bjergged alligevel – men det er også okay.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *