Mind dig selv om nemesis

Man frygter ikke alderdom, når man er sammen med seniorholdet her i Alperne. I går var vi ude og vandre og selvom, at de ikke siger nej til at holde pause lige så snart, der er skygge på vejen, så var både humøret og tempoet højt. Vi gik enormt langt for at købe en særlig ost på en gård. Desværre glemte vi efterfølgende denne særlige ost på en restaurant. De var enormt kede af det. Jeg tog det ikke tungt – måske min generation også er lidt mere ”care” omkring den slags. Der blev ringet direkte til restauranten, og nu bliver osten fragtet til bjerget her en af dagene. Jeg synes, at det er utrolig morsomt. Seniorne har respekt for deres ting.

Da vi kom hjem fra dagens vandring, var der ikke tid til siesta.  Jeg havde ellers prøvet at signalere lidt med mine nyindkøbte damemagasiner under armen, at jeg gerne lige ville sidde i græsset uden at bevæge mig.

skaermbillede-2017-07-22-kl-10-29-10 De havde inviteret venner fra Marseille, så nu skulle der være fest på bjerget. Jeg fik en champagne i hånden kl. 19.00, og så var festlighederne altså i gang med selveste Edith Piaf på grammofonen. Kvinderne var i flotte skjorter, nyfriseret hår og med rank ryg. Mændene var sikkert tvunget i skjorte af kvinderne – men stadig iført vandrestøvlerne selvfølgelig. Det var enormt hyggeligt og utrolig sjovt. Snakken gik naturligvis på politik, digitaliseringen – (jeg kan fornemme, de er med på beat’et her), naboer (det elsker franskmænd at tale om) og deres børnebørn (selvfølgelig). De fortalte også om, at dengang de var unge og gik i byen, tog de gerne en smut forbi Katedrallen på vej hjem. Jeg turde ikke spørge, om det var for at bede om syndsforladelse eller til en dag uden tømmermænd…

Klokken er 10.00 her, og jeg har været oppe siden kl. 8.00. Vi brugte denne morgen på flittigt at dyppe brødet i kaffen og snakke lidt om Nemesis. Igen ikke noget jeg sådan normalt lige bringer på bordet, når jeg sidder med min egen omgangskreds.

Nemesis er en græsk mytologi. Nemesis er gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes vrede er som udgangspunkt rettet mod menneskers naturlige overtrædelse af den naturlige orden (hybris), og den arrogance, der er skyld i det. Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med udbrydelig hævn.

Jeg kan godt lide den slags mytologi og visdom. Det kan jo minde en om, at hvis man ikke handler retfærdigt eller ærligt overfor familie, venner, kollegaer etc. så vil det skabe hybris. Som udgangspunkt bør man altid satse på at gå i seng med god samvittighed – så sover man også bedre, hvis du spørger undertegnede.

Og det jeg selv bruger nemesis til er at minde mig selv om, at mine handlinger overfor andre mennesker altid vil komme tilbage. Det betyder ikke, at jeg kaster blomster efter alle, som jeg møder på min vej, men at jeg som udgangspunkt prøver at se folk med et åbent sind og uden at dømme alt for meget.

…og synes du, at nemesis er noget pjat, så henviser jeg til Justin Timberlakes: “What goes around comes around”.

(Visited 14 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *