Kvinde invester lidt mer’

Jeg sad til en forelæsning i sidste uge. Jeg sad i midten, og auditoriet var fyldt. Jeg ved egentlig ikke om det skyldes starten på et nyt semester eller vores lektors store engagement i personaleledelse.

Diskussionen til dagens forelæsning gik på ansættelsesvilkår. Hun spurgte ind til, hvad der betød mest for os i forbindelse med et nyt job. Jeg nåede lige at bremse min egen finger på vej i vejret, da jeg hørte, hvad de andre svarede: ”Efteruddannelse, det sociale miljø, arbejdsopgaverne, fleksibilitet, frihed under ansvar, forfremmelsesmuligheder og anerkendelse”.

Jeg tænkte på penge, det vil jeg da gerne indrømme! I stedet for at sige det højt greb jeg ud efter min brand varme kaffe. “Nogle af slipse-drengene nede på forreste rækker, må da tænke det samme”, tænkte jeg, mens jeg så dem hviske et eller andet til hinanden.

skaermbillede-2017-09-20-kl-00-19-43
Midt august blev jeg en del af Female Invest. Vi er en non-profit organisation, og vores målsætning er at få endnu flere kvinder til at investere deres formuer i aktier eller obligationer. Vi oplyser om mulighederne gennem forskellig typer arrangementer i løbet af året i samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Female Invest består pt. af ti piger, som alle er draget af erhvervslivet og investeringer. Vi har alle forskellige baggrunde, studiejobs og læser forskellige uddannelser. En ting har vi dog tilfælles. Vi synes alle, at det er spændende at følge udviklingen i markedet og investere. Og så synes vi naturligvis også, at der er en skam, at vi kvinder er så underrepræsenteret.

Det kan måske virke lidt uoverskueligt at komme i gang. Og havde du spurgt mig for tre år siden, så havde jeg nok aldrig skænket aktier en tanke. Men i takt med at jeg begyndte på universitetet og fik et studiejob som i den grad tog sit udgangspunkt i erhvervslivet, så jeg fik jeg skam blod på tanden.

Undersøgelser viser, at kvinder bedst kan lide at have deres penge stående på en konto, mens mænd generelt er mere villige til at investere deres penge i aktier, obligationer eller private pensionsopsparinger. Udover at det skaber manglende økonomisk ligestilling, så betyder det også, at kvindernes opsparing går glip af en eksplosiv udvikling. Den rekordlave inflation smugspiser af disse opsparinger, hvis de bare står i banken og danser med sig. Som studerende er det naturligvis begrænset, hvor meget man kan spare op ved siden sine udgifter. Særligt fordi, at man kun må tjene 12.071 kr. før SKAT ved siden af studiet for stadig at kunne modtage SU.
Det er total galimatias, at man skal straffe den flittige, hvis du spørg mig. Lad da de studerende få noget praktisk erfaring ude på det danske arbejdsmarked, så de kan sætte teorien i perspektiv, tjene alle de penge de vil og være med til at holde BNP’en oppe.
skaermbillede-2017-09-20-kl-11-12-11 Det er vigtigt at pointere, at man ikke behøves at have arvet en halv million og eller have en konto med 100.000 kroner for at kunne være med. Man kan faktisk starte med at investere ganske små beløb. Danske Bank har netop lanceret June, som er en investeringsportal. June gør det utrolig nemt for dig som er nybegynder. Du kan investere helt ned til 100 kr., og det kan være en god træning for dig, som ikke har nogen erfaring med aktier, at starte ud med mindre beløb og få en fornemmelse.

Så kære kvinde, gem din forsigtighed væk og lad dig inspirere af mændene, som ikke tænker og overanalyserer lige så meget som os. Læg en plan for hvordan du vil investere dine penge. Selv er jeg enormt optaget af megatrends og den teknologiske udvikling. Robotter, aflytningsudstyr og virtual reality er pt. noget, som jeg personligt er stærkt optaget af og gerne vil investere i.

Læs avis, hør radio, se nyhederne, rejs og se dig omkring, når du går ude på gaden. Hvad tror du på? Og hvordan ønsker du, at fremtiden skal se ud?

Du skal selvfølgelig kun investere dine penge, hvis du ikke skal bruge dem her og nu. Til sidst vil jeg anbefale, at du ringer til din bankrådgiver, så I sammen kan tage højde for dine ønsker men også lige få vendt dit ønske om afkast og risiko. Gør dig på forhånd nogle klare tanker om tidshorisonten for din investering og læg en strategiskplan. Det er utrolig sjovt, lærerigt og du kan via kanaler som Female Invest, Millionærklubben, Aktieporteføljen og den ferskenfarvede Børsen blive klædt rigtig godt på.

Hos Female Invest holder vi d. 12 oktober 2017 et arrangement om bæredygtige og ansvarlige investeringer sammen med Finansforbundet. Vi stiller skarpt på, hvordan du kan investere både bæredygtigt og ansvarligt, så du kan få afkast med god samvittighed. Du kan tilmelde dig her. Har dette indlæg gjort der nysgerrig på det hele, så håber jeg i den grad at se dig!

…Og for at vende tilbage til forelæsningen i personaleledelse. Så endte jeg med at brande mig på tungen, da jeg tog en tår af kaffen. For når alt kommer til alt, så havde hun ret hende med den hvide jakke til venstre for mig. Det sociale miljø på en arbejdsplads er alt afgørende, og jeg tror inderst inde på at den bedste investering er i fælleskabet og ens sociale liv. Vi er trods alt bare mennesker.

(Visited 19 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *