The inside versus the Outside

”Det bliver tidligt mørkt nu hva’”, siger jeg og kommer i tanke om, at jeg skal have lygter på cyklen igen.

”Det er efterår Isa… men jeg tror nu, at der er håb for næste uge”, kommer det fra Sofie som på den anden side af cafébordet opmuntrende vifter med hendes iPhone, der er inde på vejr App’en”.

Sofie kan ikke lide kaffe og bestiller altid chailatte. Jeg bliver forarget hver gang.”Hvordan kan man ikke lide kaffe”, tænker jeg, mens jeg gør baristaen opmærksom på, at min latte skal være triple og skoldhed. Hun spørg mig, om den skal laves på minimælk, og jeg nikker og minder mig selv om, at jeg skal starte på mit træningsprogram næste uge.

Vi sidder på Gothersgade. Folk er på vej hjem fra arbejde eller på vej ud for at spise. Det er som at være på date med byen, når man sidder der lige midt i det hele. Folk er smarte, i hvert fald dem, som jeg tager mig selv i at kigge efter.

”Gud, det er da hende fra ferniseringen”, får jeg sagt. En kvinde med kort lyserødt hår cykler forbi os på hendes Christiania-cykel. Jeg tror, at det er hendes veninde, der sidder foran. De griner, mens de cykler mod Søerne i fuld fart. Kvinden har netop været til samme fernisering.

skaermbillede-2017-09-24-kl-23-36-09 Kvinden med det lyserøde hår har været syg med brystkræft. Og i skrivende stund har jeg faktisk ingen idé om hvorvidt, hun er kræftfri.

Sofie og jeg har været til fernisering hos Christiane Spangsberg. Christiane er netop kommet tilbage til Danmark med en udstilling, som hun har skabt til fordel for Støt Brysterne: “The inside versus the Outside”. Udstillingen skildrer tanker og følelser, som brystkræftramte og deres pårørende gemmer inderst inde. Følelser som kan være svære at dele med omgivelserne. Formålet med værkerne er at opfordre til åbenhed og dialog omkring brystkræft.

Vi kender næsten alle sammen en kvinde, der har haft eller har brystkræft. Brystkræft rammer i Danmark hver 9. kvinde. Og det kan ramme alle.

“Kræftramte kvinder spejler sig meget i hinanden”, fortæller Christiane mig, mens hun viser mig hendes værker. Jeg kommer til at tænke på, hvor uretfærdig en følelse man må være være gennemsyret af, når man bliver ramt af kræft. “Hvorfor lige mig!?!”.

skaermbillede-2017-09-26-kl-01-41-00
Instagram: Christiane Spangsberg

“Folk ser, at man ikke har noget hår eller mangler et bryst – men så er der jo også ens følelser. De er meget farverige, og de har ikke nogen særlig identitet. Det var vigtigt for mig, da jeg lavede mine værker, at det ikke kun var kvinden jeg portrætterede, men at det var alle i familien”. Vi står stille og kigger på et maleri, der er lavet som en masse bryster, hvor man kan se en familie rundt på brysterne. Farverne er rolige og behagelige, men man kan nu alligevel godt fornemme den ensomhed og vrede, sygdommen også har med sig.

Jeg ved, at det har været en svær proces for Christiane at lave værkerne. Hun griner lidt, da jeg spørger, om det er rigtigt, at hun malede dem i mørke en nat. Det er rigtigt siger hun og forklarer, hvordan hun vågnede op med motivet i hovedet midt om natten og gik i gang med at male uden at tænde lyset. “Jeg kan godt lide det uperfekte”, siger hun.

Som ung kvinde tænker jeg sjældent på sygdom. Udødelighedsfølelsen hersker inde i mig. Tit føler jeg, at jeg skal leve for evigt. Og når jeg en sjælden gang holder om korset om min hals, så er jeg heller ikke i tvivl om, at livet varer ved efter døden.

Jeg giver Sofie et knus, klokken er blevet mange, og vi skal begge to på studiet næste morgen. Jeg springer op på min blå cykel og tænker over hele vejen hjem af Nørrebrogade, om jeg ville få et nyt bryst, hvis jeg en dag selv skulle have et fjernet grundet kræft. Jeg tror det faktisk ikke. Men jeg synes, hun var sej hende, der havde farvet hendes hår lyserødt.

Du kan se Christines værker på Papirøen.
COPENHAGEN CONTEMPORARY LA HALLE FRA 22 SEPTEMBER 2017

(Visited 12 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *