isa-tankestreg

….valget faldt på dette billede, da jeg lige umiddelbart synes, at der var lidt nytårs-tale-vibrationer over det! 

Min første dag i 2018 startede med en solid nr. 27 nede fra Tutto Bello. Alle tankerne om vægttab og om at blive politisk aktiv gjorde mig sulten. For fjerde år i træk er alt, hvad der kunne minde om kål og suppekur udskudt med fuld overlæg uden at rynke fortvivlet af mig selv i spejlet.

Jeg har lige set en video, hvor jeg selv er med på Instagram på min venindes profil, og jeg må bare sige… at jeg er tilfreds. Og det håber jeg er okay at melde ud i 2018. Jeg håber, at det vil blive mere naturligt at give sig selv et kompliment på vejen og vigtigst af alt tale højt om det. De der negative-briller nede fra Tiger, som halvdelen af Danmarksbefolkningen har iført sig, håber jeg bliver kørt på losseren med juletræet lige om lidt. Jeg håber, at 2018 bliver året, hvor folk melder en: “Jeg er hammer hot lige her” eller “Nej, nu tager jeg sgu de røde bukser på – de kan noget”. Jeg håber, at folk vil fortælle om, hvad de kan i stedet for, hvad de tvivler på.

Mit januar skal være fuld af eventyr og spontanitet. Jeg har nemlig stadig ferie fra studiet. Jeg rejser om en lille uges tid til Los Angeles, hvor jeg skal bo hos min veninde Natascha, som bor ved vandet i Malibu. Jeg glæder mig enormt meget. Hun er en passioneret ung kvinde, der følger hendes drømme og dyrker yoga. Natascha var i København i sidste uge, og jeg kan mærke, at vi kommer til at få det fantastisk sammen. Og så er jeg enormt taknemlig for at hun vil åbne hendes døre for mig.

Nytårsaften havde jeg simpelthen iført mig en buksedragt. Jeg er ellers normalt den første til at springe i en sort kjole. Til højre, Natascha fra LA til middag på The Market. 

Jeg vil sætte mig selv nogle konkrete mål for 2018, og jeg håber inderligt, at jeg i år kommer til at møde et eller flere mennesker, som kan lede mig endnu tættere på mig selv. Jeg oplever meget, at jeg lærer mig selv bedre at kende gennem andre mennesker, som jeg finder inspirerende og tænker anderledes, end jeg selv gør. Jeg tror, at det er godt at møde mennesker, som man kan se lidt op til.

Jeg satser på et 2018, hvor materialismen må sejle sin egen sø. Jeg vil selv bruge mere tid på at dygtiggøre mig inden for særlige områder. Jeg håber på at blive bedre til at sidde ned i længere tid og skrive uden at lade mig rive med af ting, der sker på telefonen, på gaden eller i mit eget sind

I år vil jeg klæde mig i flere farver, sige TAK noget mere og synge med på sange, som jeg alligevel ikke helt kender teksten på, bare fordi det er sjovt.

Til venstre Oprah Winfrey og jeg. Oprah havde lige været til ansigtsbehandling, og jeg var høj på Picasso efter et besøg på Moma. Her står vi så midt i en “dejligt-at-møde-dig-dans” på The Baccarat.

Glem din dårlige samvittighed fra sidste år, få en sjov ringetone og husk på, hvem der fylder dig med energi, når dagen er omme. Lad vær med at tal bag nogens ryg og vær klar på en diskussion med åbent sind og et smil. Gå altid efter at vinde og fortæl aldrig, når du har tabt.

2017 var jo året, hvor jeg helt tilfældigt mødte mit store idol Oprah Winfrey på The Baccarat Hotel i New York. Og hun siger noget klogt, som jeg stadig i år og altid vil minde mig selv om: ”Surrond yourself with people who are going to lift you higher”.

Og med de ord, rigtig godt nytår!

Klokken er 22.57, og jeg ligger pt. i en kompliceret ske med min pensumliste fra faget “Personaleledelse”. Et fag som jeg skal til en skriftlig eksamen i om sådan cirkus tolv timer. Jeg har overladt musikstyringen til Spotify. Lige nu bliver der kørt Chaka Kahn for fulde gardiner, og jeg nikker med og venter i spænding på, at der bliver spillet “I’m eeeeeeevery womaaaaan”. Så venter jeg også lige på, at der tikker en mail ind med følgende indhold: “Vi vil gerne udgive din bog og oversætte den til 56 sprog”. Bogen jeg ikke har skrevet endnu, og bogen som jeg aldrig føler, at jeg har tid til at skrive. Desværre, vil min indre forfatter-nisse gerne ud af juleskuffen, kan jeg mærke. Tiden er dog knap i denne universitets-fomo-periode af mit liv. 

Jeg dagdrømmer meget for tiden. Jeg drømmer både om at købe et sommerhus i Sverige og male det solsikke-gult. Jeg vil have et sommerhus, som jeg kan tage op i hver weekend. Et sommerhus hvor jeg kan skrive, lære at lave mad og have sådan en kæmpe have, som man kan rode rundt i. En have hvor ukrudt, modsat mine forældres, også er velkommen – og det der gror vildt, bare er vildt fedt. Et sommerhus fyldt med gamle gode venner, og hvor vi sidder i en arvet strik og diskuterer livsvisioner og spekulationer, mens vi drikker bourgogne fra Irma’en nede på Nodre Fasanvej.

Så drømmer jeg også om, at producere en Podcast, under navnet “Opvarmningen”. Sådan en podcast der dækker dialogen mellem venner og bekendte inden, at man sammen drager ud i natten. Har du bemærket, hvor dybe emner, der bliver vendt og drejet i timerne inden, at man tager ud og lader dansegulvet hypnotisere en?

Samtalerne over bordet inden at man skal videre ud i byen, synes jeg selv er enormt vigtige og interesante. Særligt fordi, at folk pludselig bliver enormt ærlige og fortæller detaljeret om noget, der har eller går dem på. Så er der naturligvis også hele det sjove aspekt ved denne slags samtaler: “Nooogen der liiige sætter Rasmus Se-DAK på”, og 2 sekunder efter står halvdelen af bordet og laver robotdansen i sofaen fra IKEA... I kender det selv. Det ene sekund snakker man om noget så seriøst som investeringer, forsikringer, bandekrig på Nørrebro eller identitskriser. Det andet tidspunkt snakker man om den gennemsigtige skjorte er bedre end den nedringede top, eller om det er en god idé at blande hvidvin og breezer i frygten for hovedpine dagen derpå.

Nok om mit dagdrømmeri. 98 % af mine dagdrømme ser aldrig skyggen af virkelighed. Så langt er livet jo heller ikke til at få udrettet dem alle.

Drømmen om det gule sommerhus og en radio, der spiller uddrag fra en sådan podcast ved navn “opvarmning”, lyder da ikke helt urealistisk vel?

Godnat fra mig – may the force be with me i morgen til eksamen.

Jeg vil skyde hende til at være 3,5 år. Hun kigger på mig med trætte øjne gennem caféens store vindue ud til gaden. Det er fredag eftermiddag, og folk er på vej hjem. Hun har nok haft en lang dag i børnehaven. Hun drømmer nok om at få flyverdragten af og få lidt fred for alt opmærksomheden bag hendes iPad. Det er hårdt at være på hele tiden og skulle lege med alle uden at blive uvenner over en skovl i sandkassen.

6A kommer kørende ned af Vesterbrogade. Jeg vinker til hende. Hun ser lidt skræmt ud. Jeg vinker altid til børn, jeg synes det er så hyggeligt. De er jo så ligeglade og åbne. Bussen stopper og faren træder ind. Hun giver slip med den ene hånd fra hans hals og vinker tilbage med et alvorligt smil.

Jeg havde sat mit ur til kl. 5.00 i morges. Jeg var overbevist om, at jeg skulle fremlægge til en morgenforelæsning på CBS, og jeg havde simpelthen ikke forberedt mig ordentlig nok aftenen forinden. Jeg læser et fag, der hedder The Science of Mindfulness – og der er en masse biologi og teori involveret, som ikke giver tilpas nok mening til, at man bare kan freestyle derud af. Og selvom at man ikke har mødepligt, så går jeg og bilder mig selv ind, at vores lektorer nok skal notere sig i, om man har fremlagt ordentligt eller ej med et godt stykke forarbejde.

Kl. 5.06 fik jeg jeg lavet et nydeligt rullefald udover sengekanten og sat over til kaffe. Jeg så solen stå op over Nodre Fasanvej, mens jeg med halv fedtede læsebriller fik kæmpet mig igennem syv PDF’filer på rekordtid og smækket en PowerPoint sammen. Jeg hoppede derefter i en lidt for kort nederdel og iførte mig en lidt for stor trøje. Håret fik ingen opmærksomhed og læberne blev i farten malet røde. Læbestift er altid godt, hvis man har travlt. Folk må da forbinde kvinder med læbestift med overskud… det går jeg i hvert fald også og bilder mig selv ind.

“Isabella, why are you so busy your on next week”, lød det fra min lektor. Tak for kaffe. Er det skjult kamera, tænkte jeg. Når… så sad jeg der lidt rundtosset og skulle i gang med vores morgenmeditation. ”Inhale, exhale and count your breathing”, lød det fra min lektor som med snor-rank ryg sad foran os. Når vi mediterer, så bruger vi en del tid på at lytte til lyde omkring os. Det kan faktisk være utrolig afslappende at lytte til lyde med lukkede øjnene. Det er en nem måde at slukke sit eget tankespind på for en stund. Og alle mennesker har tid til at indføre 10 minutters meditation om dagen. Gør man det ordentligt, kan det faktisk føles som at have fået en god time på øjet, og ens mindset føles “renset” efterfølgende.

Efter forelæsningen cyklede jeg ned mod Store Kongensgade, hvor jeg skulle hente en pakke. Jeg besøgte derefter Susanne Juul’s hatteforretning. Hun laver selv hendes hatte og har primært udenlandske kunder, kunne jeg forstå. Hendes designs er stilfulde og tidsløse. ”Den her spiller sørme”, tænkte jeg med en stor rund jagthat på hovedet i uld. Og nu hvor jeg ikke har efterårsferie, så tænkte jeg at en “overskuds-hat” da måtte være sagen.  Jeg ved, at jeg bliver glad for den. Jeg er en rigtig hattedame.

Nu drikker jeg kaffe efter en god frokost og nyder mit eget selskab. Jeg har ikke svaret på nogle mails eller taget stilling til noget revolutionerende. Jo, så skulle det da lige være, om det var en god idé med den hat eller ej.

Men ved I hvad, nogle gange skal man lytte til sine impulser, cykle en anden vej end man plejer og tage på café med sig selv. Det er vigtigt at være god og tro mod sig selv, og hallo, så skal man også huske at sætte sin hat, som man vil!

”Det bliver tidligt mørkt nu hva’”, siger jeg og kommer i tanke om, at jeg skal have lygter på cyklen igen.

”Det er efterår Isa… men jeg tror nu, at der er håb for næste uge”, kommer det fra Sofie som på den anden side af cafébordet opmuntrende vifter med hendes iPhone, der er inde på vejr App’en”.

Sofie kan ikke lide kaffe og bestiller altid chailatte. Jeg bliver forarget hver gang.”Hvordan kan man ikke lide kaffe”, tænker jeg, mens jeg gør baristaen opmærksom på, at min latte skal være triple og skoldhed. Hun spørg mig, om den skal laves på minimælk, og jeg nikker og minder mig selv om, at jeg skal starte på mit træningsprogram næste uge.

Vi sidder på Gothersgade. Folk er på vej hjem fra arbejde eller på vej ud for at spise. Det er som at være på date med byen, når man sidder der lige midt i det hele. Folk er smarte, i hvert fald dem, som jeg tager mig selv i at kigge efter.

”Gud, det er da hende fra ferniseringen”, får jeg sagt. En kvinde med kort lyserødt hår cykler forbi os på hendes Christiania-cykel. Jeg tror, at det er hendes veninde, der sidder foran. De griner, mens de cykler mod Søerne i fuld fart. Kvinden har netop været til samme fernisering.

Kvinden med det lyserøde hår har været syg med brystkræft. Og i skrivende stund har jeg faktisk ingen idé om hvorvidt, hun er kræftfri.

Sofie og jeg har været til fernisering hos Christiane Spangsberg. Christiane er netop kommet tilbage til Danmark med en udstilling, som hun har skabt til fordel for Støt Brysterne: “The inside versus the Outside”. Udstillingen skildrer tanker og følelser, som brystkræftramte og deres pårørende gemmer inderst inde. Følelser som kan være svære at dele med omgivelserne. Formålet med værkerne er at opfordre til åbenhed og dialog omkring brystkræft.

Vi kender næsten alle sammen en kvinde, der har haft eller har brystkræft. Brystkræft rammer i Danmark hver 9. kvinde. Og det kan ramme alle.

“Kræftramte kvinder spejler sig meget i hinanden”, fortæller Christiane mig, mens hun viser mig hendes værker. Jeg kommer til at tænke på, hvor uretfærdig en følelse man må være være gennemsyret af, når man bliver ramt af kræft. “Hvorfor lige mig!?!”.

Instagram: Christiane Spangsberg

“Folk ser, at man ikke har noget hår eller mangler et bryst – men så er der jo også ens følelser. De er meget farverige, og de har ikke nogen særlig identitet. Det var vigtigt for mig, da jeg lavede mine værker, at det ikke kun var kvinden jeg portrætterede, men at det var alle i familien”. Vi står stille og kigger på et maleri, der er lavet som en masse bryster, hvor man kan se en familie rundt på brysterne. Farverne er rolige og behagelige, men man kan nu alligevel godt fornemme den ensomhed og vrede, sygdommen også har med sig.

Jeg ved, at det har været en svær proces for Christiane at lave værkerne. Hun griner lidt, da jeg spørger, om det er rigtigt, at hun malede dem i mørke en nat. Det er rigtigt siger hun og forklarer, hvordan hun vågnede op med motivet i hovedet midt om natten og gik i gang med at male uden at tænde lyset. “Jeg kan godt lide det uperfekte”, siger hun.

Som ung kvinde tænker jeg sjældent på sygdom. Udødelighedsfølelsen hersker inde i mig. Tit føler jeg, at jeg skal leve for evigt. Og når jeg en sjælden gang holder om korset om min hals, så er jeg heller ikke i tvivl om, at livet varer ved efter døden.

Jeg giver Sofie et knus, klokken er blevet mange, og vi skal begge to på studiet næste morgen. Jeg springer op på min blå cykel og tænker over hele vejen hjem af Nørrebrogade, om jeg ville få et nyt bryst, hvis jeg en dag selv skulle have et fjernet grundet kræft. Jeg tror det faktisk ikke. Men jeg synes, hun var sej hende, der havde farvet hendes hår lyserødt.

Du kan se Christines værker på Papirøen.
COPENHAGEN CONTEMPORARY LA HALLE FRA 22 SEPTEMBER 2017

Jeg sad til en forelæsning i sidste uge. Jeg sad i midten, og auditoriet var fyldt. Jeg ved egentlig ikke om det skyldes starten på et nyt semester eller vores lektors store engagement i personaleledelse.

Diskussionen til dagens forelæsning gik på ansættelsesvilkår. Hun spurgte ind til, hvad der betød mest for os i forbindelse med et nyt job. Jeg nåede lige at bremse min egen finger på vej i vejret, da jeg hørte, hvad de andre svarede: ”Efteruddannelse, det sociale miljø, arbejdsopgaverne, fleksibilitet, frihed under ansvar, forfremmelsesmuligheder og anerkendelse”.

Jeg tænkte på penge, det vil jeg da gerne indrømme! I stedet for at sige det højt greb jeg ud efter min brand varme kaffe. “Nogle af slipse-drengene nede på forreste rækker, må da tænke det samme”, tænkte jeg, mens jeg så dem hviske et eller andet til hinanden.

Midt august blev jeg en del af Female Invest. Vi er en non-profit organisation, og vores målsætning er at få endnu flere kvinder til at investere deres formuer i aktier eller obligationer. Vi oplyser om mulighederne gennem forskellig typer arrangementer i løbet af året i samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Female Invest består pt. af ti piger, som alle er draget af erhvervslivet og investeringer. Vi har alle forskellige baggrunde, studiejobs og læser forskellige uddannelser. En ting har vi dog tilfælles. Vi synes alle, at det er spændende at følge udviklingen i markedet og investere. Og så synes vi naturligvis også, at der er en skam, at vi kvinder er så underrepræsenteret.

Det kan måske virke lidt uoverskueligt at komme i gang. Og havde du spurgt mig for tre år siden, så havde jeg nok aldrig skænket aktier en tanke. Men i takt med at jeg begyndte på universitetet og fik et studiejob som i den grad tog sit udgangspunkt i erhvervslivet, så jeg fik jeg skam blod på tanden.

Undersøgelser viser, at kvinder bedst kan lide at have deres penge stående på en konto, mens mænd generelt er mere villige til at investere deres penge i aktier, obligationer eller private pensionsopsparinger. Udover at det skaber manglende økonomisk ligestilling, så betyder det også, at kvindernes opsparing går glip af en eksplosiv udvikling. Den rekordlave inflation smugspiser af disse opsparinger, hvis de bare står i banken og danser med sig. Som studerende er det naturligvis begrænset, hvor meget man kan spare op ved siden sine udgifter. Særligt fordi, at man kun må tjene 12.071 kr. før SKAT ved siden af studiet for stadig at kunne modtage SU.
Det er total galimatias, at man skal straffe den flittige, hvis du spørg mig. Lad da de studerende få noget praktisk erfaring ude på det danske arbejdsmarked, så de kan sætte teorien i perspektiv, tjene alle de penge de vil og være med til at holde BNP’en oppe.
Det er vigtigt at pointere, at man ikke behøves at have arvet en halv million og eller have en konto med 100.000 kroner for at kunne være med. Man kan faktisk starte med at investere ganske små beløb. Danske Bank har netop lanceret June, som er en investeringsportal. June gør det utrolig nemt for dig som er nybegynder. Du kan investere helt ned til 100 kr., og det kan være en god træning for dig, som ikke har nogen erfaring med aktier, at starte ud med mindre beløb og få en fornemmelse.

Så kære kvinde, gem din forsigtighed væk og lad dig inspirere af mændene, som ikke tænker og overanalyserer lige så meget som os. Læg en plan for hvordan du vil investere dine penge. Selv er jeg enormt optaget af megatrends og den teknologiske udvikling. Robotter, aflytningsudstyr og virtual reality er pt. noget, som jeg personligt er stærkt optaget af og gerne vil investere i.

Læs avis, hør radio, se nyhederne, rejs og se dig omkring, når du går ude på gaden. Hvad tror du på? Og hvordan ønsker du, at fremtiden skal se ud?

Du skal selvfølgelig kun investere dine penge, hvis du ikke skal bruge dem her og nu. Til sidst vil jeg anbefale, at du ringer til din bankrådgiver, så I sammen kan tage højde for dine ønsker men også lige få vendt dit ønske om afkast og risiko. Gør dig på forhånd nogle klare tanker om tidshorisonten for din investering og læg en strategiskplan. Det er utrolig sjovt, lærerigt og du kan via kanaler som Female Invest, Millionærklubben, Aktieporteføljen og den ferskenfarvede Børsen blive klædt rigtig godt på.

Hos Female Invest holder vi d. 12 oktober 2017 et arrangement om bæredygtige og ansvarlige investeringer sammen med Finansforbundet. Vi stiller skarpt på, hvordan du kan investere både bæredygtigt og ansvarligt, så du kan få afkast med god samvittighed. Du kan tilmelde dig her. Har dette indlæg gjort der nysgerrig på det hele, så håber jeg i den grad at se dig!

…Og for at vende tilbage til forelæsningen i personaleledelse. Så endte jeg med at brande mig på tungen, da jeg tog en tår af kaffen. For når alt kommer til alt, så havde hun ret hende med den hvide jakke til venstre for mig. Det sociale miljø på en arbejdsplads er alt afgørende, og jeg tror inderst inde på at den bedste investering er i fælleskabet og ens sociale liv. Vi er trods alt bare mennesker.

Jeg havde sat mit ur til at ringe klokken 6:00 i morges. Helt væk. For jeg ved inderst inde godt, at jeg på ingen måde frivilligt træder ud af mit eget lille Dunlopillo-univers før højest nødvendigt.

Af uforklarlige årsager havde jeg ikke rullet mit mørklægningsgardin ned i går aftes, inden jeg gik i seng. Underligt, for jeg er en flagermus, når det kommer til mørke. Det skal helt være kulsort, når jeg sover. Jeg har dog altid et lys tændt i gangen i lejligheden. Så kan jeg ane det i dørsprækken, når jeg ligger i min seng. Sådan har vi alle sammen vores mærkelige vaner. Nogle gange glemmer vi dem bare, og så er vi helt forvirret, når vi vågner.

Jeg vågnede op til en rigtig Narnia-tåge foran mit vindue imorges. Det var enormt hyggeligt. Mest af alt fordi, at jeg lå konge godt under min dyne, og jeg sagtens kunne tillade mig at sove tre timer til uden at gå glip af noget som helst. Så jeg nød tågen i to minutter og faldt i dyb søvn igen, mens solen lod den gå i opløsning ude foran mit vindue.

”Skørt for mig, er det så lang tid siden, at jeg har høøøørt fra dig”, lyder det fra anlægget, som jeg har båret med ud på badeværelset. God musik under bruseren er skam det rene mindfulness for mig. Det er Emil Kruse, der spiller. Det er en af hans seneste udgivelser. Jeg er total vild med det nummer, og jeg hører det hele tiden.

Jeg kan godt lide teksten, og den måde hans stemme ligesom sætter spørgsmålstegn ved det hele. ”Som om alt er anderledes”, jeg synger med.

I torsdags hørte jeg ham i Vega. Det er i øvrigt for sjældent, at man går til koncert. Jeg tror, at det var hans første koncert der. Ret sejt. Jeg var taget afsted med mine gode barndomsveninder, som også går op i musik. Vi har alle sammen en svaghed for danske artister – talenter.

Det første nummer, jeg hørte med Emil Kruse var ”Hvorhen”. De spillede det på P3 en eftermiddag, og det var et af de numre, som skaber billeder på nethinden. Sådan aktuelle billeder fra ens eget liv og episoder, som man har haft, der har påvirket en. Kender I det?

Koncerten var lige så god, som jeg havde forventet. Han producerer selv og laver sine egne beats, og det kan man godt mærke. Musikken er en del af hans bevægelser. Jeg ved ikke, om det er Aurehøj-viben, der har givet ham den egenskab, eller om den slags er medfødt? Talentfuld, det er han i hvert fald og enorm dygtig. Folk dansede og sang med på den der rigtig gode intime Distortion-agtige-måde. Hans musik minder mig om Nørrebro og sårbarhed. Musikken minder mig om, at jeg nok ikke er den eneste forvirrede i 20’erne derude.

Hans tekster oser af usikkerhed men bliver præsenteret med så meget selvtillid, at det kan knuse og hele på samme tid.

Jeg slukker bruseren og føler mig frisk. Jeg overdøver musikken med min hårtørrer, men slukker den hurtig igen. Jeg hader at tørre hår, jeg føler, at jeg spilder tiden, når jeg gør det. Jeg lader håret klare sig selv og springer i et par bukser, som er ved at springe. Sommerens croissant-indtag har sat en stopper for lynlåsen. Jeg er ligeglad. Så tager jeg kjole på, skruer op for musikken, åbner vinduerne og invitere mandagen ind i min egen brusebads-tåge.