The inside versus the Outside

”Det bliver tidligt mørkt nu hva’”, siger jeg og kommer i tanke om, at jeg skal have lygter på cyklen igen.

”Det er efterår Isa… men jeg tror nu, at der er håb for næste uge”, kommer det fra Sofie som på den anden side af cafébordet opmuntrende vifter med hendes iPhone, der er inde på vejr App’en”.

Sofie kan ikke lide kaffe og bestiller altid chailatte. Jeg bliver forarget hver gang.”Hvordan kan man ikke lide kaffe”, tænker jeg, mens jeg gør baristaen opmærksom på, at min latte skal være triple og skoldhed. Hun spørg mig, om den skal laves på minimælk, og jeg nikker og minder mig selv om, at jeg skal starte på mit træningsprogram næste uge.

Vi sidder på Gothersgade. Folk er på vej hjem fra arbejde eller på vej ud for at spise. Det er som at være på date med byen, når man sidder der lige midt i det hele. Folk er smarte, i hvert fald dem, som jeg tager mig selv i at kigge efter.

”Gud, det er da hende fra ferniseringen”, får jeg sagt. En kvinde med kort lyserødt hår cykler forbi os på hendes Christiania-cykel. Jeg tror, at det er hendes veninde, der sidder foran. De griner, mens de cykler mod Søerne i fuld fart. Kvinden har netop været til samme fernisering.

skaermbillede-2017-09-24-kl-23-36-09 Kvinden med det lyserøde hår har været syg med brystkræft. Og i skrivende stund har jeg faktisk ingen idé om hvorvidt, hun er kræftfri.

Sofie og jeg har været til fernisering hos Christiane Spangsberg. Christiane er netop kommet tilbage til Danmark med en udstilling, som hun har skabt til fordel for Støt Brysterne: “The inside versus the Outside”. Udstillingen skildrer tanker og følelser, som brystkræftramte og deres pårørende gemmer inderst inde. Følelser som kan være svære at dele med omgivelserne. Formålet med værkerne er at opfordre til åbenhed og dialog omkring brystkræft.

Vi kender næsten alle sammen en kvinde, der har haft eller har brystkræft. Brystkræft rammer i Danmark hver 9. kvinde. Og det kan ramme alle.

“Kræftramte kvinder spejler sig meget i hinanden”, fortæller Christiane mig, mens hun viser mig hendes værker. Jeg kommer til at tænke på, hvor uretfærdig en følelse man må være være gennemsyret af, når man bliver ramt af kræft. “Hvorfor lige mig!?!”.

skaermbillede-2017-09-26-kl-01-41-00
Instagram: Christiane Spangsberg

“Folk ser, at man ikke har noget hår eller mangler et bryst – men så er der jo også ens følelser. De er meget farverige, og de har ikke nogen særlig identitet. Det var vigtigt for mig, da jeg lavede mine værker, at det ikke kun var kvinden jeg portrætterede, men at det var alle i familien”. Vi står stille og kigger på et maleri, der er lavet som en masse bryster, hvor man kan se en familie rundt på brysterne. Farverne er rolige og behagelige, men man kan nu alligevel godt fornemme den ensomhed og vrede, sygdommen også har med sig.

Jeg ved, at det har været en svær proces for Christiane at lave værkerne. Hun griner lidt, da jeg spørger, om det er rigtigt, at hun malede dem i mørke en nat. Det er rigtigt siger hun og forklarer, hvordan hun vågnede op med motivet i hovedet midt om natten og gik i gang med at male uden at tænde lyset. “Jeg kan godt lide det uperfekte”, siger hun.

Som ung kvinde tænker jeg sjældent på sygdom. Udødelighedsfølelsen hersker inde i mig. Tit føler jeg, at jeg skal leve for evigt. Og når jeg en sjælden gang holder om korset om min hals, så er jeg heller ikke i tvivl om, at livet varer ved efter døden.

Jeg giver Sofie et knus, klokken er blevet mange, og vi skal begge to på studiet næste morgen. Jeg springer op på min blå cykel og tænker over hele vejen hjem af Nørrebrogade, om jeg ville få et nyt bryst, hvis jeg en dag selv skulle have et fjernet grundet kræft. Jeg tror det faktisk ikke. Men jeg synes, hun var sej hende, der havde farvet hendes hår lyserødt.

Du kan se Christines værker på Papirøen.
COPENHAGEN CONTEMPORARY LA HALLE FRA 22 SEPTEMBER 2017

Kvinde invester lidt mer’

Jeg sad til en forelæsning i sidste uge. Jeg sad i midten, og auditoriet var fyldt. Jeg ved egentlig ikke om det skyldes starten på et nyt semester eller vores lektors store engagement i personaleledelse.

Diskussionen til dagens forelæsning gik på ansættelsesvilkår. Hun spurgte ind til, hvad der betød mest for os i forbindelse med et nyt job. Jeg nåede lige at bremse min egen finger på vej i vejret, da jeg hørte, hvad de andre svarede: ”Efteruddannelse, det sociale miljø, arbejdsopgaverne, fleksibilitet, frihed under ansvar, forfremmelsesmuligheder og anerkendelse”.

Jeg tænkte på penge, det vil jeg da gerne indrømme! I stedet for at sige det højt greb jeg ud efter min brand varme kaffe. “Nogle af slipse-drengene nede på forreste rækker, må da tænke det samme”, tænkte jeg, mens jeg så dem hviske et eller andet til hinanden.

skaermbillede-2017-09-20-kl-00-19-43
Midt august blev jeg en del af Female Invest. Vi er en non-profit organisation, og vores målsætning er at få endnu flere kvinder til at investere deres formuer i aktier eller obligationer. Vi oplyser om mulighederne gennem forskellig typer arrangementer i løbet af året i samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Female Invest består pt. af ti piger, som alle er draget af erhvervslivet og investeringer. Vi har alle forskellige baggrunde, studiejobs og læser forskellige uddannelser. En ting har vi dog tilfælles. Vi synes alle, at det er spændende at følge udviklingen i markedet og investere. Og så synes vi naturligvis også, at der er en skam, at vi kvinder er så underrepræsenteret.

Det kan måske virke lidt uoverskueligt at komme i gang. Og havde du spurgt mig for tre år siden, så havde jeg nok aldrig skænket aktier en tanke. Men i takt med at jeg begyndte på universitetet og fik et studiejob som i den grad tog sit udgangspunkt i erhvervslivet, så jeg fik jeg skam blod på tanden.

Undersøgelser viser, at kvinder bedst kan lide at have deres penge stående på en konto, mens mænd generelt er mere villige til at investere deres penge i aktier, obligationer eller private pensionsopsparinger. Udover at det skaber manglende økonomisk ligestilling, så betyder det også, at kvindernes opsparing går glip af en eksplosiv udvikling. Den rekordlave inflation smugspiser af disse opsparinger, hvis de bare står i banken og danser med sig. Som studerende er det naturligvis begrænset, hvor meget man kan spare op ved siden sine udgifter. Særligt fordi, at man kun må tjene 12.071 kr. før SKAT ved siden af studiet for stadig at kunne modtage SU.
Det er total galimatias, at man skal straffe den flittige, hvis du spørg mig. Lad da de studerende få noget praktisk erfaring ude på det danske arbejdsmarked, så de kan sætte teorien i perspektiv, tjene alle de penge de vil og være med til at holde BNP’en oppe.
skaermbillede-2017-09-20-kl-11-12-11 Det er vigtigt at pointere, at man ikke behøves at have arvet en halv million og eller have en konto med 100.000 kroner for at kunne være med. Man kan faktisk starte med at investere ganske små beløb. Danske Bank har netop lanceret June, som er en investeringsportal. June gør det utrolig nemt for dig som er nybegynder. Du kan investere helt ned til 100 kr., og det kan være en god træning for dig, som ikke har nogen erfaring med aktier, at starte ud med mindre beløb og få en fornemmelse.

Så kære kvinde, gem din forsigtighed væk og lad dig inspirere af mændene, som ikke tænker og overanalyserer lige så meget som os. Læg en plan for hvordan du vil investere dine penge. Selv er jeg enormt optaget af megatrends og den teknologiske udvikling. Robotter, aflytningsudstyr og virtual reality er pt. noget, som jeg personligt er stærkt optaget af og gerne vil investere i.

Læs avis, hør radio, se nyhederne, rejs og se dig omkring, når du går ude på gaden. Hvad tror du på? Og hvordan ønsker du, at fremtiden skal se ud?

Du skal selvfølgelig kun investere dine penge, hvis du ikke skal bruge dem her og nu. Til sidst vil jeg anbefale, at du ringer til din bankrådgiver, så I sammen kan tage højde for dine ønsker men også lige få vendt dit ønske om afkast og risiko. Gør dig på forhånd nogle klare tanker om tidshorisonten for din investering og læg en strategiskplan. Det er utrolig sjovt, lærerigt og du kan via kanaler som Female Invest, Millionærklubben, Aktieporteføljen og den ferskenfarvede Børsen blive klædt rigtig godt på.

Hos Female Invest holder vi d. 12 oktober 2017 et arrangement om bæredygtige og ansvarlige investeringer sammen med Finansforbundet. Vi stiller skarpt på, hvordan du kan investere både bæredygtigt og ansvarligt, så du kan få afkast med god samvittighed. Du kan tilmelde dig her. Har dette indlæg gjort der nysgerrig på det hele, så håber jeg i den grad at se dig!

…Og for at vende tilbage til forelæsningen i personaleledelse. Så endte jeg med at brande mig på tungen, da jeg tog en tår af kaffen. For når alt kommer til alt, så havde hun ret hende med den hvide jakke til venstre for mig. Det sociale miljø på en arbejdsplads er alt afgørende, og jeg tror inderst inde på at den bedste investering er i fælleskabet og ens sociale liv. Vi er trods alt bare mennesker.

Hørt fra dig

Jeg havde sat mit ur til at ringe klokken 6:00 i morges. Helt væk. For jeg ved inderst inde godt, at jeg på ingen måde frivilligt træder ud af mit eget lille Dunlopillo-univers før højest nødvendigt.

Af uforklarlige årsager havde jeg ikke rullet mit mørklægningsgardin ned i går aftes, inden jeg gik i seng. Underligt, for jeg er en flagermus, når det kommer til mørke. Det skal helt være kulsort, når jeg sover. Jeg har dog altid et lys tændt i gangen i lejligheden. Så kan jeg ane det i dørsprækken, når jeg ligger i min seng. Sådan har vi alle sammen vores mærkelige vaner. Nogle gange glemmer vi dem bare, og så er vi helt forvirret, når vi vågner.

Jeg vågnede op til en rigtig Narnia-tåge foran mit vindue imorges. Det var enormt hyggeligt. Mest af alt fordi, at jeg lå konge godt under min dyne, og jeg sagtens kunne tillade mig at sove tre timer til uden at gå glip af noget som helst. Så jeg nød tågen i to minutter og faldt i dyb søvn igen, mens solen lod den gå i opløsning ude foran mit vindue.

”Skørt for mig, er det så lang tid siden, at jeg har høøøørt fra dig”, lyder det fra anlægget, som jeg har båret med ud på badeværelset. God musik under bruseren er skam det rene mindfulness for mig. Det er Emil Kruse, der spiller. Det er en af hans seneste udgivelser. Jeg er total vild med det nummer, og jeg hører det hele tiden.

Jeg kan godt lide teksten, og den måde hans stemme ligesom sætter spørgsmålstegn ved det hele. ”Som om alt er anderledes”, jeg synger med.

skaermbillede-2017-09-18-kl-23-44-10 I torsdags hørte jeg ham i Vega. Det er i øvrigt for sjældent, at man går til koncert. Jeg tror, at det var hans første koncert der. Ret sejt. Jeg var taget afsted med mine gode barndomsveninder, som også går op i musik. Vi har alle sammen en svaghed for danske artister – talenter.

Det første nummer, jeg hørte med Emil Kruse var ”Hvorhen”. De spillede det på P3 en eftermiddag, og det var et af de numre, som skaber billeder på nethinden. Sådan aktuelle billeder fra ens eget liv og episoder, som man har haft, der har påvirket en. Kender I det?

Koncerten var lige så god, som jeg havde forventet. Han producerer selv og laver sine egne beats, og det kan man godt mærke. Musikken er en del af hans bevægelser. Jeg ved ikke, om det er Aurehøj-viben, der har givet ham den egenskab, eller om den slags er medfødt? Talentfuld, det er han i hvert fald og enorm dygtig. Folk dansede og sang med på den der rigtig gode intime Distortion-agtige-måde. Hans musik minder mig om Nørrebro og sårbarhed. Musikken minder mig om, at jeg nok ikke er den eneste forvirrede i 20’erne derude.

Hans tekster oser af usikkerhed men bliver præsenteret med så meget selvtillid, at det kan knuse og hele på samme tid.

Jeg slukker bruseren og føler mig frisk. Jeg overdøver musikken med min hårtørrer, men slukker den hurtig igen. Jeg hader at tørre hår, jeg føler, at jeg spilder tiden, når jeg gør det. Jeg lader håret klare sig selv og springer i et par bukser, som er ved at springe. Sommerens croissant-indtag har sat en stopper for lynlåsen. Jeg er ligeglad. Så tager jeg kjole på, skruer op for musikken, åbner vinduerne og invitere mandagen ind i min egen brusebads-tåge.

Sofie synger om det hun tænker

Sofie er upcoming artist i det danske musiklandskab. Hun er sanger og sangskriver, og hun har netop udgivet sin anden single “Come on Over”. Du kender hende måske ikke – men det kommer du til.

Jeg har valgt at interviewe Sofie fordi, at jeg ved, at der er mange andre unge kvinder, der har talenter og ambitioner, som de kan have svært ved at hengive sig 100 % til. Det kræver mod. Sofie havde og har modet, så jeg håber, at dette interview kan inspirere dig til måske at tage skridtet og springe ud i det, som du drømmer om. Den drøm, du måske næsten ikke tør fortælle om. 

Hun ligner en bestemt og stilsikker dame ved første øjenkast – men når hun så smiler, så overflyder sødmen. Den ene tand hviler lidt ovenpå den anden, på den der enormt charmerende måde, og det lyse hår hviler roligt på hendes skulder. Hun hviler i sig selv, virker afklaret og voksen. Måske er vi blevet ældre? Hvordan mon jeg virker, tænker jeg et kort sekund, mens jeg vikler Irene-Flindt-solbrillerne ud af håret. 
skaermbillede-2017-08-16-kl-13-59-41 ”Så kører det, perfeeeeekt”, får jeg fremstammet, da jeg tænder min mikrofon. ”Nu bliver jeg nervøs”, kommer det fra Sofie, der netop har sat ild til den første can. Røgen forsvinder ud i sommernatten – lydløst og vil lokke os med ud med sine røgsignaler, men vi bliver siddende – nu skal vi tale.

Fortæl mig lidt om hvordan det hele startede?
Min far skulle for år tilbage sælge en lejlighed for et par. Min far er min allerstørste fan, så da parret fortalte, at de havde med musik at gøre, fortalte han straks, at han havde en datter, der sang. Vi fik efterfølgende hurtigt sat et møde i stand, men jeg var meget ung dengang – 16 år. Jeg mødtes med dem nogle gange, men det hele gled lidt ud i sandet. Jeg var for ung og vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville, hvem jeg var, eller hvad jeg tænkte. Da jeg var i Cambodia i mit sabbatår, kom jeg i kontakt med Claus igen. Han sendte mig en besked om, at nu var han mere klar en nogensinde til, at vi skulle arbejde sammen. Claus er i øvrigt selv sanger og sangskriver, og han havde nu lyst til at lave noget med en anden end sig selv og sin egen stemme. Og her følte jeg mig klar. Vi mødtes efterfølgende i en lang periode i hans kunstneriske univers af en lejlighed og hjemmestudie, som lå under et tag på Nørrebro, hvor vi spillede, drak rødvin og snakkede tekster. Vi er egentlig et umage par. Vi stammer fra to vidt forskellige musikalske verdener og to forskellige generationer, men vi har det til fælles at prise ægte følelser og ærlige ord og med det udgangspunkt, har han produceret musik, som matcher mine ord og følelser.
skaermbillede-2017-08-16-kl-13-48-45 Er det din egen historie, som du fortæller gennem musikken?
Det er forskelligt fra sang til sang. Af de to numre som jeg er ude med, er det helt sikkert mine egne tanker og oplevelser af at befinde sig i en bestemt slags forhold, som kommer til udtryk. Omvendt er de jo gennemtæsket og analyseret med mine veninder, som ligesom jeg selv, er et produkt af en bestemt tid og kultur. Så måske de handlingsmønstre, jeg beskriver, rent faktisk rammer bredere end, hvad jeg lige selv går og tror.

Når jeg hører din musik, så hører jeg en kvinde, som er super velovervejet – efterfølgende. Men som i et givent moment er indgået i et forhold, fordi at stemningen var til det. Måske det var natten, der tog dig derhen? At beatet var for det? Men så bagefter… jamen hvad så?! Og her tænker jeg særligt i forhold til ”Come on Over”. Man kan jo tit være i tvivl med mænd – er det her noget, eller er han bare en weekendkriger? Hvad tænker du selv?
Åh, hvor har du ret.  Det er et billede på nogle forhold, som jeg har været i, som måske ikke har været specielt smarte. Og det er jo let nok at se i bagklogskabens klare lys, men en helt anden sag, når man står midt i det. Mere er der vidst ikke at sige. Vi griner begge, og jeg får fremstammet: ”Jeg kan i hvert fald relatere 100 % til den sang og følelsen”.

Jeg håber, at folk kan mærke mig og høre en ærlig stemme. Vi lever jo lige nu i en eller anden form for perfekthedskultur, hvor sociale medier hjælper til at alting – i hvert fald syner perfekt med alt fra kroppe, mad, outfit og sågar parforhold. Dér håber jeg, at kunne bidrage med et kighul ind i noget uperfekt og upoleret. For de forhold, jeg beskriver i mine sange, er langt fra perfekte. Jeg har egentligt ikke skrevet mine sange med henblik på, at de nødvendigvis skulle udgives, og netop derfor har jeg også skrevet dem ærligt og for min egen selvhjælps skyld. Det ville være skørt at lyve eller pynte på virkeligheden i sin dagbog. Og sådan har jeg det egentlig også med min musik.

Hvad skal der ske i fremtiden? Nu er du jo den helt nye rose i vasen, hvor længe kan vi forvente at se dig blomstre?
Åh nej Isa, jeg hader sådanne spørgsmål. Jeg hader fremtiden og forsøger så vidt muligt at tænke så lidt fremad, som muligt. Men når det er sagt, er musikken helt sikkert dér, hvor mit hjerte ligger, på trods af, at jeg selvfølgelig også har travlt med mit studie og arbejde. Men det er ligesom sekundært. Sådan føles det i hvert fald pt., når jeg har sommerferie, og natten er ung. Jeg arbejder stille og roligt på en EP. Og nå ja, så kan jeg løfte et lille slør for, at jeg d. 23 september for allerførste gang skal spille en koncert med mine egne numre. Det glæder jeg mig HELT vildt til.

Tror du, at det vil påvirke din musik, hvis du lige pludselig får en kæreste og et mere ”stabilt liv”, eller tror du, at det er vores 20’er-weekend-kultur, der driver og har drevet dig?
Det har det helt sikkert været. Det, at være en del af en bestemt kultur og bestemte forhold, har naturligvis inspireret mig og sat mine tanker i kog adskillige gange. Jeg tror på den anden side, at alle kapitler af mit liv vil gøre det, og jeg vil altid bruge mine skrevne ord og melodier som redskab til at være i kontakt med mine følelser. Jeg glæder mig kun til at lære nye følelser at kende bearbejde dem og skrive ud fra dem.
skaermbillede-2017-08-16-kl-14-26-14 Hvad er dit bedste råd til andre kvinder med drømme og ambitioner?
Det er virkelig vigtigt at gøre noget, som gør én glad. Så må man få det andet til at spille ved siden af. Og hvis man er så heldig at have en passion, så lad den for guds skyld ikke gå til spilde. Som barn havde jeg en stor popstjernedrøm, og da jeg hurtigt fandt ud af, at jeg havde en stemme, vidste jeg også godt, at det ville der potentielt set godt kunne gøres noget ved. Jeg sang efterfølgende lidt hist og her, men i takt med at jeg blev ældre, fik jeg på én eller anden måde pakket den drøm meget, meget langt væk. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gribe den an – og så var jeg i øvrigt også utrolig bange for at blive skuffet over mig selv, hvis det ikke lykkedes. Men så kom Claus ind i billedet, og tog musikken med sig og fik meget hurtigt pakket min passion frem igen og placeret et sted, hvor den jo hører til. Og det var sindssygt angstprovokerende og sårbart, men mest af alt var det berigende for mig og min person at få lov til at arbejde med noget, som jeg jo brænder for. Det har givet mig nogle ekstra lag og ikke mindst ro. Det er jo helt skørt at pakke sin passion væk. 

Vi er nået bunden af vinflasken, og jeg har slukket memo’en. I bunden af Sofies vinglas spotter jeg selvdisciplin, ambitioner og noget der kunne ligne en kvinde, som kender sig selv rigtig godt. Hun sidder og smiler i hendes hættetrøje. Det er blevet koldt, og solen er gået ned. Der er stille på Frederiksberg, men det er okay, for vi kan jo bare selv tænde for musikken igen. 
__________

Du kan høre Sofie Sarlvits senste udgivelser på Spotify her
Hold dig opdateret på Sofies musik og hvor hun spiller via Facebook her
Hold øje med hvem hun drikke hendes latte med gennem Instagram her

Mind dig selv om nemesis

Man frygter ikke alderdom, når man er sammen med seniorholdet her i Alperne. I går var vi ude og vandre og selvom, at de ikke siger nej til at holde pause lige så snart, der er skygge på vejen, så var både humøret og tempoet højt. Vi gik enormt langt for at købe en særlig ost på en gård. Desværre glemte vi efterfølgende denne særlige ost på en restaurant. De var enormt kede af det. Jeg tog det ikke tungt – måske min generation også er lidt mere ”care” omkring den slags. Der blev ringet direkte til restauranten, og nu bliver osten fragtet til bjerget her en af dagene. Jeg synes, at det er utrolig morsomt. Seniorne har respekt for deres ting.

Da vi kom hjem fra dagens vandring, var der ikke tid til siesta.  Jeg havde ellers prøvet at signalere lidt med mine nyindkøbte damemagasiner under armen, at jeg gerne lige ville sidde i græsset uden at bevæge mig.

skaermbillede-2017-07-22-kl-10-29-10 De havde inviteret venner fra Marseille, så nu skulle der være fest på bjerget. Jeg fik en champagne i hånden kl. 19.00, og så var festlighederne altså i gang med selveste Edith Piaf på grammofonen. Kvinderne var i flotte skjorter, nyfriseret hår og med rank ryg. Mændene var sikkert tvunget i skjorte af kvinderne – men stadig iført vandrestøvlerne selvfølgelig. Det var enormt hyggeligt og utrolig sjovt. Snakken gik naturligvis på politik, digitaliseringen – (jeg kan fornemme, de er med på beat’et her), naboer (det elsker franskmænd at tale om) og deres børnebørn (selvfølgelig). De fortalte også om, at dengang de var unge og gik i byen, tog de gerne en smut forbi Katedrallen på vej hjem. Jeg turde ikke spørge, om det var for at bede om syndsforladelse eller til en dag uden tømmermænd…

Klokken er 10.00 her, og jeg har været oppe siden kl. 8.00. Vi brugte denne morgen på flittigt at dyppe brødet i kaffen og snakke lidt om Nemesis. Igen ikke noget jeg sådan normalt lige bringer på bordet, når jeg sidder med min egen omgangskreds.

Nemesis er en græsk mytologi. Nemesis er gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes vrede er som udgangspunkt rettet mod menneskers naturlige overtrædelse af den naturlige orden (hybris), og den arrogance, der er skyld i det. Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med udbrydelig hævn.

Jeg kan godt lide den slags mytologi og visdom. Det kan jo minde en om, at hvis man ikke handler retfærdigt eller ærligt overfor familie, venner, kollegaer etc. så vil det skabe hybris. Som udgangspunkt bør man altid satse på at gå i seng med god samvittighed – så sover man også bedre, hvis du spørger undertegnede.

Og det jeg selv bruger nemesis til er at minde mig selv om, at mine handlinger overfor andre mennesker altid vil komme tilbage. Det betyder ikke, at jeg kaster blomster efter alle, som jeg møder på min vej, men at jeg som udgangspunkt prøver at se folk med et åbent sind og uden at dømme alt for meget.

…og synes du, at nemesis er noget pjat, så henviser jeg til Justin Timberlakes: “What goes around comes around”.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefault